Så er efterfølgeren fundet og Mogens Johansen giver stafetten videre til Mads Westfall fra 1. februar 2025
Den kommende forstander er i forvejen et kendt ansigt på Tisvilde Højskole. Mads Westfall har nemlig i mere end 10 år jævnligt optrådt på kursusaftener og til visefestivalen både som solist og med den populære visetrio Halfdanskerne, der også har været på plakaten ved venneforeningens støttekoncerter.
Mads blev cand.jur. i 1995, og har blandt andet været ansat i Justitsministeriet og Kulturministe-riet. I 2008 forlod han centraladministrationen og juraen for at sætte fuld fokus på den musikalske karriere, han allerede havde igangsat sideløbende med studier og arbejde, og siden har han været entertainer og sangskriver på fuld tid.
Mads har udgivet 8 albums med egne sange og en digtsamling, er blevet spillet en del i DR, har fået fine anmeldelser og er blevet nomineret til en Danish Music Awards Folk.
Med Halfdanskerne har han udgivet 5 albums, været på en række store turneer og skabt sig et ry som en af landets førende visefortolkere. Og ikke mindst har han lavet masser af spændende musi-kalske projekter og spillet tusindvis af koncerter i hele landet, ofte for et voksent publikum, der ligner de kursister, han kommer til at møde på daglig basis i Tisvilde fra d. 1. februar.
Højskolens nye forstander er vild med kunst, kultur og sport, og en flittig læser, der både interesserer sig for nyheder og samfundsforhold, for verdenslitteratur og for filosofi.
Mads er 56 år, gift, har to voksne piger og et barnebarn, og bor i Hundested, hvor han også er vokset op. Han glæder sig helt vildt til at starte på højskolen, og til at dedikere sig til at drive og udvikle dette fantastiske sted i samarbejde med bestyrelsen, de faste kolleger, de frivillige, under-viserne og ikke mindst de mange kursister og gæster, som han ser frem til at byde velkommen.
Seneste kommentarer