Biografier
20 januar, 2025 - 11:00 - 24 januar, 2025 - 13:30
DKK 5.500På dette kursus vil vi udforske den fascinerende verden af biografier og erindringer, hvor vi vil blive inspireret af både kendte og ukendte personers livshistorier. Litteraturformidler Lise Lotte Frederiksen vil guide os gennem dette litterære landskab, hvor vi vil analysere, diskutere og reflektere over, hvad der kendetegner en god erindringsbog, og hun medbringer eksempler på spændende og tankevækkende af slagsen.
Vi vil dykke ned i spørgsmål som; hvorfor er det vigtigt at skrive sine erindringer, og hvem er målgruppen? Er der en skjult dagsorden i erindringslitteraturen, som forfatteren måske ikke engang selv er klar over? Hvordan vælger man, hvad der skal inkluderes, og hvilke hensyn skal der tages undervejs? Vi vil også udforske vigtigheden af testlæsere og overveje, hvordan man bedst udvælger og prioriterer indholdet.
Biografier udgør en anden spændende genre, især når det ikke er en selvbiografi. Vi ser på både politiske og helt personlige biografier. Er det bestillingsarbejder? Er det et forsvar for en kontroversiel person? Og hvordan ligger det med de biografier, der er skrevet af ghostwritere? Er de mindre fine?
Vi vil tage udgangspunkt i eksempler som H.C. Andersens erindringsbøger og se, hvordan de udviklede sig fra ærlige fortællinger til markedsføring og branding. Hans dagbøger fortæller en anden og mere personlig historie om ensomhed.
Desuden vil vi udforske Tove Ditlevsens biografier og hendes egen tilgang til at skrive om sit liv, og hvordan forskellige perspektiver kan forme vores forståelse af en persons historie. Vi læser to forskellige Tove Ditlevsen-biografier og så hendes egen; ”Tove Ditlevsen om sig selv”.
Gennem kurset vil vi også få besøg af erfarne personer, der har arbejdet med biografier, og der vil være mulighed for at deltage i skriveøvelser under Lise Lotte Frederiksens vejledning. Vi vil også undersøge forskellige forlags ønsker og krav til biografier.
Dagene her vil være med til at styrke vores kritiske læse- og lytteevner samt give os værdifulde oplevelser og indsigt i den komplekse verden af biografier og erindringslitteratur.
Parallelt med dette kursus afvikles et andet kursus om livshistorier, så skæbneberetninger fylder hele huset dén uge.
Som et større fællesarrangement får vi besøg af TV-værten, journalisten og forfatteren, Adrian Hughes i en samtalesalon – anført af producer Thomas Bernsen – om Adrian Hughes beretning ”Mors afskedsbrev”, der udkom som bog i 2022, i forlængelse af en populær podcastserie af samme navn. Her kan du komme tættere på en historie om skeletter i skabene, hemmelige adoptioner og snydegraviditeter. Om et selvmord på et guldbadeværelse, et ægteskab med en prostitueret og moderens mystiske dødsulykke på Sicilien.
Men vi skal også kigge op over bøgerne og ud over de store fortællinger indimellem og lade os forkæle og fornøje os over samværet. Højskolen er en varm og hyggelig vinterhule med kæmpe hjerterum og lune indslag, med fællessang og altid godt humør. Vi trodser januarmørket på gode noter, mens der serveres lækkerier fra køkkenet og omsorgsfuld forplejning. Og der bliver mulighed for at ture rundt i det vinterlige nabolag, når det rusker rask i Kattegat. Eller når det drager fra det tyste skovly, i Tisvilde Hegn lige bagved skolen, hvor sjælen finder ro og sindet god balance.
Velkommen til en uge fuld af gode historier, hvor du får inspiration til dine egne.
Om kursuslederen:
Lise Lotte Frederiksen er cand.mag. i dansk, engelsk og teatervidenskab. Hun er en passioneret læser og litteraturformidler med en stor kærlighed til litteraturen, ikke mindst klassikerne. Hun har undervist det meste af sit liv og de senere år har hun været travlt beskæftiget med foredrag om litteratur og gået litterære byvandringer i europæiske byer.
Service-info: For dig, der evt. kommer langvejs fra, skal du vide, at selve programmet på ankomstdagen først starter kl. 13.30, og at du således kun misser frokosten, hvis du benytter tiden bedre ifht. transporten hertil.