Ilægning af Begivenheder

« Alle Begivenheder

Bloomsbury-gruppen

3 marts, 2025 - 11:00 - 7 marts, 2025 - 13:30

DKK 5.500

”They lived in circles, they painted in squares and they loved in triangles” – de levede i cirkler, malede i firkanter og elskede i trekanter. Sådan lyder et udstillingscitat om Bloomsbury-gruppen.

Centralt i det, vi i dag kalder Bloomsbury-gruppen, er de to søstre, der dengang begge hed Stephen, men senere blev til henholdsvis maleren Vanessa Bell (1879-1961) og forfatteren Virginia Woolf (1882-1941). Efter deres far, litteraturkritikeren Leslie Stephen, døde i 1904, flyttede Stephen-søstrene og deres to yngre brødre ud af det victorianske hjem ved High Park Gate og ind på adressen 46, Gordon Square i Bloomsbury-kvarteret i London.

Det var storesøster Vanessa, der ganske radikalt sørgede for at iscenesætte deres nye liv, hvor et af de ypperste principper var, at det skønne ikke er noget, der står på en hylde til pynt, men derimod er en måde at leve på.

Med litteraturformidler Lise Lotte Frederiksen dykker vi ned i den berømte kunstnergruppe, der indvarslede nye tider. Et nyt menneskesyn og ny etik. Med Bloomsbury-gruppen begyndte det moderne. Ny livsførelse og nye samlivsformer.

Det var på Gordon Square i London, det begyndte. Hjemmet kom til at danne rammen om samtaler om kunst, filosofi, politik og seksualitet. Ikke mindst var det ganske uhørt, at unge kvinder fra det bedre borgerskab tog del i den form for samtale, der plejede at henlægges herreværelset.

Til gruppen hørte blandt andre kritikeren og forfatteren Lytton Strachey (1880-1932), forfatteren E.M. Forster (1879-1970) som man måske vil kende for de filmatiserede romaner, ”A Room with a View” og ”A Passage to India”, den britiske nationaløkonom og senere grundlægger af den makroøkonomiske teori, John Maynard Keynes (1883-1946), og Leonard Woolf (1880-1969), politisk teoretiker og forfatter, som i 1912 blev Virginia Woolfs ægtemand.

Bloomsbury-gruppen var ikke centreret omkring en ideologi, men var derimod en gruppe, der opstod og blev bundet sammen af venskaber og kærlighed. Det blev aldrig en officiel gruppe – de var, med udvidelse af citatet ovenfor, en cirkel af mennesker, der trådte ind og ud af hinandens liv, men som alle havde det tilfælles, at de troede på, at man kunne leve livet på andre og mere æstetisk tilfredsstillende måder.

Lise Lotte Frederiksen vil sætte fokus på gruppens mest berømte forfatter, Virginia Woolf og romanen ”Mrs. Dalloway”, der netop i år har 100 års fødselsdag. Romanen er en nærmest seismografisk-sensitiv roman og en af de vigtigste i det 20. århundrede. Fuld af livsglæde og dødsangst. Vi følger vores hovedperson en sommerdag gennem Londons Westend, en dag, der får fortid og nutid til at smelte sammen. I en skrivestil, hvor det indre og ydre flyder sammen. Vi udstyres med Londonkort og dykker ned i de kvarterer, hvor romanen foregår, og gennem musik og lydbilleder forstår og oplever vi denne periode, som faktisk har en del tilfælles med vores egen tid nu med usikkerhed, angst, krigstraumer og intens livsfølelse.

Bloomsbury-gruppen var mere end blot skønlitteratur. Den var billedkunst, filosofi. Ny moral og æstetik. Køn, identitet og psyke blev centrale omdrejningspunkter.

Virginia Woolf skrev også romanen ”Til fyret”, en af verdens smukkeste romaner. Den skal vi også sammen med Lise Lotte Frederiksen kigge nærmere på og diskutere. Samtidig ser vi på maleren Jesper Christiansen malerier, inspireret af Virginia Woolfs roman. Hvordan tolker han den?

Virginia og hendes mand drev sammen et forlag, Hogarth, som udgav nogle af tidens mest spændende bøger. Det skal vi også høre om. På kurset får vi desuden besøg af Christina Munk, filmkender og anmelder på Vi Elsker Serier. Hun vil dykke ned i, hvordan gruppen er blevet skildret på film og tv-serier. Primært med udgangspunkt i serien ‘Life in Squares’ og filmen ‘Carrington’. Og så får vi besøg af en kunsthistoriker, der fortæller om Vanessa Bells billeder, der mange gange også blev covers til søsterens bøger.

Vi drager desuden på heldagsudflugt til Nivaagaards Malerisamling og ser den første udstilling herhjemme om netop Bloomsbury-gruppen og dens betydning.

Det er marts måned, hvor forårssolen for alvor begynder at få fat, hvilket giver mulighed for at nyde solens skarpe hvide morgenlys og de varme, lange, røde aftenstråler. Vi har noget af Danmarks smukkeste natur lige uden for døren – Tisvilde Hegn i baghaven, troldeskov og hyggelige, krattede stier gennem sandflugtsplantagen og til Kattegat for enden af vejen. Netop havet spillede en stor rolle i Virginia Woolfs eksperimenterende romaner.

Her er både fantastiske udsigter og sjælfulde stunder med solnedgange, man får lyst til at klappe af. Her kan du lade blikket vandre langt nedad kysten og ud i horisonten. Guf for øjnene og ro i sindet. Vi skal selvfølgelig trave i det skønne nabolag i tidlig forårskulør. Men højskoledagene byder selvklart også på morgensang fra højskolesangbogen, køkkenets lækkerier – bestemt af årstiden. Gode snakke og muntre, musikalske indslag.

Om kursuslederen:

Lise Lotte Frederiksen er cand.mag. i dansk, engelsk og teatervidenskab. Hun er en passioneret læser og litteraturformidler med en stor kærlighed til litteraturen, ikke mindst klassikerne. Hun har undervist det meste af sit liv og de senere år har hun været travlt beskæftiget med foredrag om litteratur og gået litterære byvandringer i europæiske byer.

Om gæsteunderviser:

Christina Munk er bosat i København. Hun har siden 2019 anmeldt og skrevet om film, tv-serier, tv-programmer og lavet podcasts. Først for Filmmagasinet Nosferatu og siden start 2023 som freelance skribent på ‘Vi Elsker Serier’.

Service-info: For dig, der evt. kommer langvejs fra, skal du vide, at selve programmet på ankomstdagen først starter kl. 13.30, og at du således kun misser frokosten, hvis du benytter tiden bedre ifht. transporten hertil.

Kursusprisen er for et enkeltværelse. Ved delt dobbeltværelse gives der kr. 500,- i rabat pr. deltager. Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde, foruden transport til + entré på Nivaagaards Malerisamling.

Detaljer

Start:
3 marts, 2025 - 11:00
Slut:
7 marts, 2025 - 13:30
Pris:
DKK 5.500
Begivenhed Kategori:

Tilmeld kursus

Loading gif