Ilægning af Begivenheder

« Alle Begivenheder

Foto – Natur som motiv

11 marts - 11:00 - 15 marts - 13:30

DKK 5.500

Bliv klogere på dit kamera, dig selv og naturen. Lær at se lyset, at komponere og sætte i perspektiv, når vi i fællesskab drager ud i naturen, finder orden i kaos og skaber motiver med form, farve, stemning og indhold, der vil åbne din egen horisont og sætte dig i stand til at skabe opsigtsvækkende billeder.

Vi hilser det gryende forår velkommen med fototure i den storslåede nordsjællandske natur, som er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Bl.a. langs Tisvildekysten med sten, sand, vind, skiftende lys, horisont og frisk havluft. Vi skal i Troldeskoven med krogede stammer og næring til fantasien, og i Tisvilde Hegn med magiske lysninger og ro til fordybelse.

Kurset er et grundkursus for alle foto- og naturinteresserede, uanset niveau og udstyr, og omfatter grundlæggende og generelle fototeknikker,

Naturfotografering foregår – i sagens natur – mestendels udenfor, dog tilrettelagt efter vejret, i en blanding af teori indenfor og praktisk fotografering i felten med både bundne og frie opgaver.

Fotokurset er anført af en af de ypperste naturfotografer herhjemme, Lars Gejl, som udover at være en helt fantastisk naturfotograf, også er en erfaren, meget dygtig og alsidig formidler og underviser. Han vil bidrage med et kæmpe katalog af tips, tricks, humor og stor tålmodighed, så alle får en god oplevelse og unikke naturoplevelser. Undervisningen er intens og fokuseret under hensyntagen til erfaring og ønsker, men også med individuel, konstruktiv kritik undervejs i forløbet.

På Tisvilde Højskole har vi noget af Danmarks smukkeste natur lige uden for døren – Tisvilde Hegn i baghaven og hyggelige, krattede stier gennem sandflugtsplantagen og til Kattegat for enden af vejen.

Her er både fantastiske udsigter og sjælfulde stunder med solnedgange, man får lyst til at klappe af. Dramatiske skrænter, vilde proportioner, himmel og hav i blændende forening. Her kan du lade blikket vandre langt nedad kysten og ud i horisonten. Guf for øjnene og ro i sindet.

Det bliver muntert, men også intensivt fra første minut, og vi er alle er fælles om den kreative hobby; at skabe et godt billede. Og så er vi ovenikøbet på højskole med højt til loftet, socialt samvær, sang og musikalske indslag. Vi skal nyde grønt for øjet, men også skønne, grønne lækkerier efter årstiden fra det varierede højskolekøkken.

Sideløbende med dette fotokursus er et andet hold i gang på skolen med akvarelmaling – også med natur i søgeren – anført af kunstner og biolog Mia Mouridsen (illumia.dk), så der vil være natur og landskab som gennemgående tema ugen igennem, der også udmønter sig i relevante fællesarrangementer med deltagerne derfra.

Fotokurset bliver på max. 20 deltagere.

Om udstyr og forudsætninger:

Om du bruger din mobiltelefon eller medbringer mere avanceret udstyr er underordnet. Vi fokuserer på det at se og at skabe i en blanding af fototeori og praktisk fotografering med konstruktiv kritik af deltagernes fotos hver dag. Kursusindholdet vil løbende afstemmes efter kursisternes individuelle niveau og ønsker, samt kursuslederens ambition om, at opkvalificere hver deltagers kompetencer i billedforståelse og praktisk fotografering, i relation til at skabe både dokumentariske og kunstneriske motiver, der vækker opmærksomhed.

Medbring:

  • Pen og papir til notater
  • Fotoudstyr (medbring også gerne stativ, hvis du har et)
  • USB-stick
  • Laptop eller PC til gennemsyn og redigering (ikke et krav)
  • Påklædning efter årstiden – varmt og vindtæt tøj, som kan tåle at blive beskidt.
  • Højt humør og røverhistorier

PROGRAM Foto – Natur som motiv d. 11. – 15. marts

Om kursuslederen:

Lars Gejl har været professionel naturfotograf siden 1995 og er en garvet naturformidler og underviser i naturfotografering og fototeknik. Lars er desuden prisvindende forfatter og har skrevet og fotograferet mere end 30 fagbøger om natur og kultur, hvoraf flere er oversat til syv sprog.

I april 2022 debuterede Lars også som skønlitterær forfatter med krimien Atropos, der er første bind i trilogien om efterforskerne Zangenberg og Zorn.

Lars Gejl kender den nordsjællandske natur indgående og føler sig helt og aldeles hjemme på Nordkysten, hvor han også bor med sin familie i Gilleleje. Se mere om Lars’ bedrifter og imponerende produktion her: larsgejl.dk

Kursusprisen er for et enkeltværelse. Ved delt dobbeltværelse gives der kr. 500,- i rabat pr. deltager. Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde.

Detaljer

Start:
11 marts - 11:00
Slut:
15 marts - 13:30
Pris:
DKK 5.500
Begivenhed Kategori:

Tilmeld kursus

Loading gif