Ilægning af Begivenheder

« Alle Begivenheder

Jeppe Aakjær mellem linjerne

18 august, 2025 - 11:00 - 21 august, 2025 - 13:30

DKK 5.000

Kender du Jeppe Aakjær? Vi kender i dag mest Aakjær for hans stærke fællessange som Jens Vejmand og Havren. Men hvad havde han på hjerte, når han ikke digtede? Hvilken tid og folkelig bevægelse var han en del af? Og hvad har hans tid og vores tid til fælles?

Sammen med modtagerne af Aakjærprisen 2024 – Anette Prehn og Kristian Bisgaard – nørder vi ned i Aakjær i løbet af fire dage på Tisvilde Højskole. Anette har været på gådejagt efter Jeppe Aakjærs ”usungne sange” i form af tekstfragmenter gemt i 130 år gamle breve, foredrag, artikler og erindringer. Kristian har sat fængende melodier til dem alle.

Vi får besøg af Aakjæreksperten Johannes Nørregaard Frandsen (Johs), som hen over to moduler vil føre os ind Aakjærs lyriske univers. Vi skal udforske nogle af Aakjærs største digte og høre om deres betydning og lære nogle af de mere oversete at kende, der formede Aakjærs digtersjæl. Johs vil også åbne Aakjærs liv for os, og hvad epoken, han levede i, betød for Danmarks udvikling.

Vi er også heldige at opleve sangforedraget ”Aakjær og komponisterne”, ved organist Charlotte Dagnæs-Hansen. Hun fortæller om Aakjærs otte komponister, der spænder i deres kompositioner fra “Ole sad på en knold og sang” til “Jens Vejmand” – og vi får både melodiske smagsprøver og synger løs, sammen.

Ikke mindst skal vi for første gang nogensinde synge alle de 21 usungne sange, som Anette og Kristian har skabt af Aakjærs glemte og oversete ord. De to optræder jævnligt til arrangementer, hvor de introducerer en håndfuld af de usungne sange, men de har aldrig før haft anledning til at synge alle 21 hen over et højskolekursus på flere dage.

Der kræves ikke forudgående kendskab til Aakjær – Alle er velkomne. Onsdag aften står Anette og Kristian i spidsen for en efterhånden legendarisk festaften med dans, boogiewoogie og hygge.

Udover dybdeboring i Aakjær-universet byder kurset på samvær, højskolesang og naturligvis mulighed for masser af den smukke natur, der omgiver højskolen, Tisvilde Hegn og Kattegat for enden af vejen. Der er udelukkende hjertevarme og nærvær på programmet og sommeren er endnu på varmt blus over Tisvilde, der har stråhatten på sned og klipklappergang i halvt tempo. Der er rig mulighed for nyde strandlivet, badebyen, gallerier, adstadige shopperier og sommer-is i alle farver. Men her er også både småblunderkroge og livsnyderbænke i vores højskolehave. Aldrig langt mellem de musikalske indslag og latter i litermål.

Download programmet – JEPPE AAKJÆR MELLEM LINJERNE 18. – 21. AUGUST 2025

Om oplægsholdere:

Johs. Nørregaard Frandsen – Professor emeritus i Dansk litteratur- og kulturhistorie, SDU. Leder af H.C. Andersen Centret 2012-2020. Formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg 2016-2020. Specielt om Jeppe Aakjærs værk og betydning, står han bag: Tre jyske Tenorer: Om Jeppe Aakjærs, Thøger Larsens og Johannes V. Jensens lyrik (2008) og kapitler og afhandlinger i flere litteraturhistoriske værker i de nordiske lande, artikler og essays i tidsskrifter og samleværker og forord med videre ifm. udgivelser af Aakjær.

Charlotte Dagnæs-Hansen – Organist i Præstø og Skibinge Kirker. Hun har de sidste godt 25 år desuden været en flittig fortæller og foredragsholder over musikalske og litterære emner.

Om undervisere:

Anette Prehn er sociolog, sangskriver og forfatter til bl.a. “Det syngende menneske” samt bogen “På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange”, der rummer 21 nye sange, inspireret af Aakjærs gamle breve, foredrag og erindringer. Anette modtog i 2024 Aakjærprisen sammen med Kristian. Hun står bl.a. bag værdsatte fællessange som “Vores Danmark i sommerdragt” og “Stjernesprog” med Erik Sommer samt “Smukke skud” med Kristian Bisgaard, som har fundet vej til Efterskolesangbogen, og “Kom, som du er” med Rasmus Skov Borring, som er i Friskolesangbogen.

Kristian Bisgaard er komponist, korleder og huspianist under kurset – og har komponeret melodier til Anettes 21 Aakjær- inspirerede sange. Kristian modtog i 2024 Aakjærprisen sammen med Anette. Han står bag melodierne til tre sange i Højskolesangbogen; “Hold da op! Hvad sker der her” med tekst af Iben Krogsdal, “Afmagtssang” med tekst af Simon Lægsgaard og “Stille nat” af Halfdan Rasmussen.

Hør her motivationen af Aakjærprisen 2024 fra Aakjærselskabets formand Karen Margrethe Rasmussen

Kig inden for på et af de tidligere kurser, som Anette og Kristian har holdt sammen her på højskolen:

“Det Syngende Menneske” i 2022

“Det Syngende Menneske” i 2023

Kursusprisen er for et enkeltværelse. Ved delt dobbeltværelse gives der kr. 500,- i rabat pr. deltager. Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde.

Detaljer

Start:
18 august, 2025 - 11:00
Slut:
21 august, 2025 - 13:30
Pris:
DKK 5.000
Begivenhed Kategori:

Tilmeld kursus

Loading gif