
Jul på Julsgårdsvej – Tisvilde Højskoles Venner
13 december - 11:00 - 14 december - 11:00
DKK 1.300
TAG MED PÅ ÅRETS JULEDE HØJSKOLEDAGE I TISVILDE (OBS: Pris for medlemmer af venneforeningen: kr. 1.000 / Ikke-medlemmer: kr. 1.300)
Vi nærmer os den dejlige juletid, hvor vi samles for at fejre fællesskabet og hyggen. Tisvilde Højskoles Venner er glade for at kunne invitere til et festligt julearrangement med lutter søde, lune og muntre juleløjer med stort J.
Vi starter ud på en god frokostbuffet og drager derefter på tur til Tibirke Kirke, hvor lokalhistorikeren Christian Friis tager os på en rundvisning med anekdoter om de mange kendte personligheder, der ligger begravet her. Vi skal se den smukke altertavle. Og høre om dengang kirken blev halvt begravet af sand. Vi slutter af med julekoncert ved organist Henning Nielsen og Mogens Johansen, klarinet.
Tilbage på højskolen skal vi lege pakkeleg og nyde hjemmelavet julebag, skønt samvær og festmiddag med alle julens lækkerier samt musik, sang og dans.
Nisser skal der til, så Preben Nissen fra det kendte jazzorkester Spirit of New Orleans spiller op til en julesvingom. Og han får selskab af sønnen Jens-Jakob.
Dans om træet eller lige, hvor I ønsker. Der er masser af plads, hjerterum og højt til loftet – deroppe, hvor nissen slet ikke er sur, men er en glad, gammel gubbe, der passer godt på huset.
Tisvilde er et lille magisk juleeventyr i december, her er ro i Troldeskoven, hygge i hovedgaden, sus i Kattegat, ingen voldsom trængsel og alarm, men kun smukke udsigter, gyldne skær af lys i vintermørket og varmt og rart indenfor på højskolen i den gamle badepension Julsgård. Ja, selv i lokaliteten er der jul. Det fornægter sig ikke. Så skru op for julen, men ned for tempoet – riv et døgn ud af kalenderen og tag på højskole.
Medbring en gave til kr. 40,- til pakkeleg og dit allerbedste julehumør. Arrangementet vil være en fantastisk mulighed for at skabe nye minder sammen, styrke venskaber, finde nye, og fylde helt op på glædesbarometret.
Program
Onsdag d. 13. december:
Kl. 11.00 Ankomst og anvisning af værelser
Kl. 11.30 Formanden byder velkommen
Kl. 12.00 Frokostbuffet
Kl. 14.00 Turen går til Tibirke Kirke
Kl. 15.45 Eftermiddagskaffe m. julebag og pakkeleg
Kl. 18.00 Festmiddag
Kl. 19.30 Preben Nissen & Søn spiller op til dans om juletræet
Kl. 21.30 Aftenkaffe med lidt sødt – Baren er åben hele aftenen
Torsdag d. 14. december
Kl. 8.30 Morgenmad
Kl. 9.30 Morgensang
Kl. 11.00 Farvel og tak – Og god jul
Ingen svar