Ilægning af Begivenheder

« Alle Begivenheder

Pop & Krop – Rytmisk korworkshop UDSOLGT – TILMELD FOR VENTELISTE!

17 januar, 2025 - 15:00 - 19 januar, 2025 - 16:30

DKK 3.200

Vi gør det igen! Åbner for endnu en pop & krop-workshop med korleder Janne Wind og masser af samkraft, selvindsigt og power. Tag med på en hyperswingende, intens korweekend når en af Danmarks største, rytmiske korkapaciteter igen gæster Tisvilde Højskole med et sandt overflødighedshorn af lækre, poppede numre i flerstemmige korarrangementer.

Slip din indre Lady Gaga løs og giv dig hen til både det bedste fra den aktuelle, danske popscene, men også til kæmpe verdenshit, foruden Janne Winds egne, innovative numre fra det moderne salmeprojekt, PopSalmer.

Korweekenden er for dig, der elsker bruset af fællesskab og samklang, som et kor udgør. Til dig, der nyder at være sammen med andre sangglade voksne og samtidig godt kan lide at bruge dig selv, din krop og din stemme. Det er intenst og lærerigt, men du tager fornyet hjem, med garanti.

Weekenden er med fuld forplejning, masser af sang og gruppedynamik, og afsluttende værkstedskoncert. Og der bliver mulighed for at ture rundt i det vinterlige nabolag, når det rusker rask i Kattegat. Eller drager fra det tyste skovly, i hegnet bagved skolen, hvor sjælen finder ro og øjnene kun smukke ting at vandre i.

Korweekenden handler om meget mere end ‘bare’ at lære korarrangementer. Vi skal sammen endnu et dybere og relevant dyk ned i korsangerens klogeste værktøjskasse med brugbare og konkrete redskaber til at skabe et autentisk udtryk, troværdig performance og gearskifte fra høj til lav energi og teknik. Vi skal arbejde med samregulering – som kor – men også finde fornemmelse for nervesystemets “båndbredde”, og hvordan man personligt skruer op og ned, uden at presse sig selv udi skrøbelige yderpositioner.

Vi skal ned i kroppen, ind i rytmen. Vi arbejder både som gruppe med at opnå fælles puls, bevægelse og klang, og med hjælp fra nervesystemet kropsliggør vi musikken.

For at deltage skal du synge rent og have nogen korerfaring, uden at være ekspert. Du skal ikke læse noder. Du kan lide rytmisk musik. Du er formentlig midt i livet og er klar til at lære og udvikle dig. Du har et ønske om at udvide din horisont og komme ‘hen over scenekanten’, og du har lyst til at synge sammen med andre, der også er interesserede i at komme ned i kroppen og mærke sig selv – så vi sammen skaber både bevidsthed, forståelse OG prøver af i praksis.

Om korlederen:

Janne Wind er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, og har levet som freelance musiker hele sit liv. Hun er blandt andet kendt for at lede store kor. På Fyn har hun pt. tre kor: et gospelkor i Odense, et pop-kor på Midtfyn og så måske Danmarks største, rytmiske kor “ODEONS rytmiske kor” i Odense. Janne Wind har over 30 års erfaring på den rytmiske korscene, og så er hun dejligt nørdet på nervesystemet og er certificeret i den Polyvagale Teori, den første af sin art fra Polyvagal Institute, og også aktuel med bogen “Må jeg låne dit nervesystem”. Janne Wind skaber altid en nærværende, dejlig stemning med sin gode energi, musikalske kvalitet, sin smukke stemme og skønne humor. Læs mere om Janne Wind på JanneWind.com

Fra tidligere kursister på Pop & Krop:

Marianne Larsen: ”Det er som om Janne underviser fra et sted, som er større end hende selv. Jeg har oplevet hvad enestående erfaring, musikalitet og visdom kan skabe af sammenhængskraft. Det var fantastisk at være en del af.”

Bettina Lammert: ”Janne Wind er fantastisk, hun skaber sang, klang og glæde på utrolig kort tid. Skønne sange og kompositioner og utroligt behageligt at synge med Janne.”

Merete Milo: ”Superskønt sted med dejlig mad, søde folk og skønne omgivelser.”

Malene Jansson: “Fed weekend med en god kombination af teori og sang i dejlig, rolig atmosfære.

Vibeke: “For mig er der et før og efter kursus. Jannes inspirerende måde at være på har givet mig en større forståelse af betydningen af, at være tilstede i sin krop, når man synger.“

Helle Hunter: “Perfekt indhold. Fik mange aha-oplevelser. Janne er dygtig korleder, fantastisk med sin skønne udstråling.“

Ida Kallehauge: “Meget inspirerende, berigende og brugbart kursus med dejlige sange. Janne er en dygtig og strålende formidler, hun er lydhør og har en skøn stemme.“

OBS: Kursusprisen er for et enkeltværelse. Ved delt dobbeltværelse gives der kr. 300,- i rabat pr. deltager. Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde.

Detaljer

Start:
17 januar, 2025 - 15:00
Slut:
19 januar, 2025 - 16:30
Pris:
DKK 3.200
Begivenhed Kategori:

Tilmeld kursus

Loading gif