
Strik fantastiske former og farver UDSOLGT – TILMELD FOR VENTELISTE!
20 oktober - 11:00 - 24 oktober - 13:30
DKK 5.500
Har du lyst til at fordybe dig i garn, farver og form. Vil du lære at strikke multipatent og lære at skabe strik i smuk pasform? Så er dette strikkekursus med strikdesignerne Lisa Renner og Åsa Söderman lige noget for dig! Kurset er perfekt til alle, der ønsker at lære noget nyt og spændende. Det henvender sig især til let øvede og erfarne strikkere.
- Prøv de skønne mønstre i multi patent. Og lær smuk formgivning med Ziggurat-metoden
- Få praktisk erfaring med ekspertvejledning fra instruktørerne
- Del din glæde ved garn, formgivning og farver med andre skønne strikkere.
- Nyd de skønne omgivelser på Tisvilde Højskole og lad dig inspirere til nyt strik.
Kurset er i to dele, hvor du deltager på først det ene og så på det andet hold.
1. Farvelære for strikkere og masser af multipatent med Lisa Renner
Vi fordyber os i forståelsen af farver for at blive bedre til at se farver, simpelthen. Sammen lader vi os fascinere af, hvordan farver forandres, når de sættes sammen, og hvordan de gør os glade. Så her får du muligheden for at få et dybere indblik i farvernes fantastiske verden.
Vi bevæger os ind i den spændende verden med de mange multipatent mønstre (også kendt som brioche). Der er så mange fine. Lær nogle af de allerflotteste.
Du vælger selv hvilke multipatent-teknikker, du har lyst at lære. Senere strikker vi videre. Du får mulighed for at designe dit eget tørklæde. Her sætter vi de nye teknikker i spil i forskellige felter i et tørklæde, som du selv bestemmer. Vi kommer ind på, hvordan de forskellige teknikker “klæder” hinanden og hvad der skal til for at det bliver et interessant tekstil. Du får guidning i designprocessen og bliver klædt på til at træffe dine designvalg.
Der må påregnes materialeudgifter til en bog (“Multipatent” – Nancy Marchant) til 225 kr. + evt. 690 kr til garn, som betales direkte til underviser på kurset (ikke nødvendigt for at deltage).
2. Kursus i Ziggurat-metode med personlig tilpasning med Åsa Söderman
Åsa Söderman underviser i at strikke Ziggurat-metoden. Ziggurat er en alt-i-én-teknik strikkemetode, med skræddersyet snit uden sømme og næsten uden nogensinde at klippe garnet. Hos Åsa lærer du de grundlæggende teknikker, så du kan navigere i en hvilket som helst Ziggurat-opskrift på egen hånd. Vi kommer omkring German Shortrows, ser på opsamling af masker til flotte ærmekupler og hæklet opslagning. Desuden får du en guide til brug af den Nyttige Tabel, som er et værktøj i alle Ziggurat-opskrifter.
I løbet af ugen fordyber vi os endnu mere i Åsa’s spændende Ziggurat-metode.Først en kort oversigt over varrianter sweater, cardigan, ærmeløs, krave-først, sadel-ærme.
Så kigger vi på, hvordan man vælger størrelser og gennemgår igen Den Nyttige Tabel. Der bliver råd om personlig tilpasning af Ziggurat-opskrifter, så du kan få en sweater, der passer præcis dig. Åse giver personlig vejledning gennem hvert trin. Du får mulighed for at begynde på en Ziggurat-sweater eller cardigan.
Desuden kommer vi omkring provisional winding cast on (verdens mest elastiske midlertidig opslagning) og kigger på manchetter, kanter, kraver. Og hvis der bliver tid, ser vi på knapbelægning og knaphul og overvejer om dit projekt skal have lommer i passende teknik.
Udover strik i pindevis byder kurset på samvær, højskolesang og naturligvis mulighed for masser af den smukke natur, der omgiver højskolen – Tisvilde Hegn, der flammer i brændte farver lige nu, Nordkystens særlige lys, et brusende Kattegat for enden af vejen, fænomenale solnedgange og skovens, dybe stille ro. Vi har haven fuld af tankekroge og livsnyderbænke, skøn mad efter sæsonen og aldrig langt mellem de musikalske indslag.
Undervisere:
Lisa Renner er strikdesigner, forfatter, underviser og driver strikkeuniverset Pure knit and Purl.
Åsa Söderman er svensk strikdesigner, bosiddende i Danmark og driver strikkeuniverset Åsa Tricosa.
Materialer Åsa Söderman
- Handout/opskrift – får du på plads
- Cirka 50 g lyst, forholdsvis tykt (DK-weight) uldgarn eller uldblanding der er glat (ikke flosset eller med struktur)
- 80–100 cm lange rundpinde, der passer til garnet og opskriften (3.5–4 mm)
- Hæklenål
- Maskemarkører
- TRYK (print) og tag med den opskrift du har valgt (du får en kode til download fra Ravelry – de allerfleste opskrifter findes kun på engelsk, nogle også på tysk og et par på dansk – Åsa hjælper dig med at finde ud af oversættelser på stedet)
- Garn og pinde til den opskrift du har valgt
Materialer Lisa Renner
- Rester af uldgarn i fire forskellige farver i samme tykkelse (400m pr 100 gram eller tykkere)
- Pinde der passer til.
- Kid mohair i fire farver (ca. 420m pr 50 gram
Service-info: For dig, der evt. kommer langvejs fra, skal du vide, at selve programmet på ankomstdagen først starter kl. 13.30, og at du således kun misser frokosten, hvis du benytter tiden bedre ifht. transporten hertil.