Klokken er mange. Det er den altid på Tisvilde Højskole, for her er det aktive mennesker, der huserer. Det gælder kursisterne, det gælder de fastansatte og ikke mindst de frivillige, som uden nogen har krævet det af dem, medvirker til at skolens dagligdag bliver afviklet på en effektiv og imødekommende måde.
Vi der arbejder som frivillige, er alle pensionister, som er rørige, nysgerrige på livet og socialt indstillet. Vi har lyst til at bruge os selv og vores erhvervede kompetencer på noget som er til glæde for andre og samtidig en social gevinst for os selv.
Der er ca. 60 frivillige tilknyttet Tisvilde Højskole og vi arbejder på skift, nogle 2 til 3 uger spredt over året, andre mere. Nogle af os vil gerne tilkaldes, hvis der af en eller anden grund kommer afbud fra de der har meldt sig til en bestemt periode. Derfor er det godt vi er så mange.
Når vi er her, er det en arbejdsdag på mindst 6 timer og vi er altid villige til at gøre lidt ekstra, hvis behovet opstår. Vi arbejder med praktiske opgaver, som for en stor del er servicering på køkkengangen, dvs. borddækning, servering, afrydning og opvask. Enkelte arbejder med administrative opgaver. Der er også en del, der udfører håndværk for at holde skolens gamle smukke bygninger vedlige og andre kaster sig over havearbejdet. Det kan ses på haven, som altid er i perfekt stand, uanset årstiden. En anden og vigtig del af arbejdet består i at give kursisterne den bedst mulige service. Det kan være hjælp af forskellig art, f.eks til at vise hvordan skolen er indrettet, give køkkenet besked, hvis nogle er vegetarer, har diabetes, er allergikere, eller andet der kræver særlige hensyn rent kostmæssigt. Det kan være at kopiere en sang eller en opskrift og svare på spørgsmål, der har med de daglige rutiner at gøre. I den almindelige service indgår også at give sig tid til en god snak med kursisterne om det der optager dem lige nu.
En gang om året melder vi os som frivillige til de kurser der er programlagt, Der kan være forskellige grunde til at vælge bestemte kurser. Mange holder meget af musik, som der er en del af på Tisvilde Højskole: jazz, opera, klassisk musik, folkesange o.a.
Cirkussommerferie og efterårsferie med børnene er også populært. Gennem tiden er der opstået en del venskaber mellem de frivillige, så det sker ofte at man melder sig sammen til et kursus.
Kursernes indhold er dog ikke det afgørende. Det der betyder noget er at vi er her fordi vi kan lide det.
Vi er ovre den arbejdspligtige alder, men har stadig energi og livslyst. Atmosfæren er behagelig og munter og det bliver aldrig en tung og kedelig opgave, fordi vi selv kan vælge, hvornår og hvor længe vi vil være her.
Skolen er ikke statsstøttet, men en selvejende institution. Netop derfor er de frivilliges arbejde helt nødvendigt og fordi, der er så mange gode tilbud; kunst, musik, videnskab og kulturelle oplevelser, som kursisterne nyder godt af, giver det mening at støtte stedet. Ingen skal være i tvivl om at den indsats bliver påskønnet både af kursisterne, forstanderen og de ansatte.
Vi får mange skulderklap og rosende ord med på vejen fra alle sider. Det er et særligt og givende fællesskab, der føles som et privilegium. Det kan ikke gøres op i penge. Marianne Godtfredsen, Frivillig

